
Jeg har lavet denne fantastiske kage både som små mini muffins og som en hel kage og begge dele var et hit. Der er et eller andet med smagen af blåbær sammen med den skønne syrlige smag af citron. Jeg lavede denne skønne topping med flødeost og smør. Satte toppingen på med en lille stjernetyl – det blev lige prikken over i’et.









Ingredienser
- 250 gr smør
- 240 gr sukker
- 200 gr blåbær
- 3 økologiske æg
- 150 gr hvedemel
- 85 gr mandelmel
- 2 spsk citronsaft evt lidt skal, hvis du er vild med citronsmagen
- 1½ tsk vaniljepulver
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
- 3 spsk rørsukker til den sidste halvdel blåbær
- Topping:
- 150 gr smør (stuetemperatur)
- 200 gr flormelis
- 100 gr flødeost (stuetemperatur)
- ½ økologisk citron evt lidt skal
- Pastafarve gul
Sådan gør du
Muffins:
Pisk smør og sukker sammen til det er helt hvidt.
Tilsæt herefter et æg ad gangen og pisk det godt sammen – inden det næste tilsættes.
Bland alt det tørre i en skål og vend det forsigtigt i.
Tilsæt halvdelen af blåbærrene sammen med citronsaften og vend det forsigtigt rundt.
Kom dejen i formene eller i en stor springform. Hvis du som jeg bruger gummiforme til muffins, så er det god en idé lige at spraye med en smule fedtstof. Så sidder kagerne ikke fast.
Pas på ikke at fylde for meget i formene.
Fordel de sidste blåbær ud i formene og tryk dem lidt ned i dejen.
Bag ved 170° i ca. 20 minutter i denne størrelse form. Bager du den i en stor springform, så skal den have hen mod 45 min.
Topping:
Pisk smørret og tilsæt flødeosten – og pisk det godt sammen. Herefter tilsættes flormelis og der piskes godt og du skal sikre dig at der ikke er klumper.
Smag til med citron og eventuelt skal.
Hvis du ønsker farven mere gul, så kan du bruge lidt pastafarve.
Ingen Kommentarer